Akupunktur

Akupunktur kan lindre smerter i muskler og led.

Akupunktur kan være en effektiv smertebehandling, hvis du eksempelvis har hovedpine, migræne, opspændt muskulatur, kvalme i forbindelse med graviditet eller kroniske rygsmerter i kombination med fysisk træning.

Vi er flere fysioterapeuter hos Vissenbjerg Fysioterapi & Idrætsklinik, der er specialuddannede i akupunkturbehandling igennem Dansk Selskab for Akupunktur og Smerte (DFFAS).  Vi kan derfor hjælpe og rådgive dig om hvorvidt akupunktur er en relevant behandling for dig.

Inden opstart med akupunktur undersøges du selvfølgelig grundigt og for at sikre at behandlingen hjælper dig bedst muligt tester og vurderer vi løbende behandlingseffekten.
Generelt behandles der sjældent udelukkende med akupunktur. Vi kan enten kombinere akupunkturen med øvelsesvejledning, eller anvende akupunktur som en del af et samlet behandlingsforløb.

Hvad er akupunktur?

Akupunktur har historisk sine rødder i kinesisk og taoistisk naturfilosofi og er her forklaret ud fra principperne om yin og yang. Ved at stimulere akupunkturpunkter forskellige steder på kroppen kan man ud fra denne teori finde frem til og genoprette energiubalancer i livsenergien Qi. Klassisk akupunktur anses af mange som en behandlingsmetode, som kan helbrede en lang række symptomer og sygdomme.
Tidens udvikling og videnskabelige fremskridt har dog medført et nyt syn på, hvornår akupunktur kan anvendes til at behandle lidelser og sygdomme. En tidssvarende behandling med akupunktur bør derfor baseres på en grundig undersøgelse, samt moderne viden om sygdomme, symptomer og smerter. Dette forudsætter samtidigt en mere kritisk tilgang til de sygdomme/tilstande, der kan behandles med akupunktur. 

Hvordan virker akupunktur?

Behandlingen foregår ved, at man stikker tynde nåle ind i hud og muskler. Her stimulerer nålene nerverne. Dette kan resultere i lokal øget blodgennemstrømning, og at man udskiller smertedæmpende hormoner. Endelig kan nålebehandlingen påvirke den mentale oplevelse af symptomer og smerter. Virkningen er langsomt indsættende. Man skal derfor behandles 6-12 gange, inden der er effekt.

akupunktur